Vestforsyning sætter bølge i gang bag topsvømmer og hendes klub

27. februar 2019, kl. 08:20

Til glæde for både eliten og bredden: Multiforsyningsselskab vil hjælpe med at sende vestjysk topsvømmer til OL i Tokyo og støtte Holstebro Svømmeclub i at kunne give flere glæden ved at svømme

Helena Rosendahl Bach træner ni gange ugentlig i vand, som leveres af Vestforsyning. Nu vil multiforsyningsselskabet også støtte svømmetalentet økonomisk. Vestforsyning har indgået en sponsoraftale med 18-årige Helena Rosendahl Bach, der har som mål at komme med til OL i Tokyo om knap halvandet år.

Andre 1.000 medlemmer af Holstebro Svømmeclub svømmer på samme måde i vand fra Vestforsyning. De får også glæde af det nye samarbejde. Vestforsyning har ud over aftalen med Helena Rosendahl Bach indgået en sponsorkontrakt med hendes klub, Holstebro Svømmeclub.

Helena Rosendahl Bach kan bruge støtten til blandt andet at dække omkostningerne ved træningslejre, stævner og konkurrencer. Tit begynder hun træningen kl. 6 om morgenen i Holstebro Badeland, men hun rejser også meget. Helena Rosendahl Bach har allerede hentet seks danmarksmesterskaber som senior og tre nordiske mesterskaber.

Svømmetalentet kommer fra en sportsglad familie. Hendes far, Søren Bach, var som ung en meget talentfuld badmintonspiller, indtil en skade stoppede karrieren. Helena Rosendahl Bach går i 2. g på handelsgymnasiet i Holstebro. Hun er tilknyttet både Team Danmark og Holstebro Elitesport og tager uddannelsen over fire år, så hun får ekstra tid til at træne.

Holstebro Svømmeclub kan ikke nøjes med indtægter fra kontingenter, men er afhængig af støtte udefra. Formand Troels Iversen fra klubben siger, at samarbejdet med Vestforsyning gør, at talentarbejdet kan styrkes.

- Men vi vil også gøre en indsats for bredden, blandt andet i vores svømmeskole. Flere skal have lært at svømme, siger Troels Iversen.

For Vestforsyning har det været vigtigt at støtte både elite og bredde.

- Helena Rosendahl Bach er et kæmpe talent og en god ambassadør for sporten i Holstebro, siger Vestforsynings bestyrelsesformand, Nils Ulrik Nielsen. Med de to nye sponsorater får vi gode samarbejdspartnere, som er engagerede og fine rollemodeller.

Det er aftalt, at beløbene på de to sponsoraftaler holdes fortrolige.

Vandchef Jesper Madsen og afdelingsleder i vandafdelingen Bo Bjerre Dam pøser vand på Helena Rosendahl Bach, mens direktør Jørn Zielke holder øje.

To formænd indgår en aftale. Nils Ulrik Nielsen fra Vestforsyning og Troels Iversen fra Holstebro Svømmeclub.

To formænd indgår en aftale. Nils Ulrik Nielsen fra Vestforsyning og Troels Iversen fra Holstebro Svømmeclub.

Kontaktoplysninger