Vestforsyning er gået i jorden, så fjernvarmen kan brede sig

05. juli 2023, kl. 15:32

Gravearbejdet er indledt ved Måbjerg nord for Holstebro, hvor fjernvarmen skal løbe under Nordre Ringvej og til en række nye forbrugere.

Den er grøn, billig og på vej.

Fjernvarmen.

Vestforsyning har sendt gravemaskiner i jorden nord for Holstebro. Nærmere bestemt ved Måbjerg, hvor arbejdet begyndte tæt på Nordre Ringvej, som fjernvarmen skal under.

Herfra vil cirka 28 adresser i første omgang komme på. Disse får alle direkte besked. Der arbejdes helt konkret på Nørgårdsvej, Måbjerg Skolevej og Søgårdsvej.

Der er både tale om virksomheder og private husstande. En, der går ind under begge dele, er Jacob Csizmadia, som driver virksomhed og bor i det pågældende område.

Aktuelt er han i gang med at opføre et nyt domicil på knap 3.300 kvadratmeter til sin virksomhed, CeramicSpeed, som han er stifter af og administrerende direktør for.

- Da vi startede med at projektere vores nye bygning, kiggede vi på gas, som vi har i dag i vores andre bygninger, på jordvarme og på andre typer af varmepumper, fortæller Jacob Csizmadia:

- Vi var ikke sikre på, at fjernvarmen ville komme i området, men det stod ret hurtigt klart, at fjernvarme er det billigste, så da den kom, var det ikke et svært valg.

 

Endnu mere på vej

Ud over den økonomiske side af sagen betyder driften af det kommende varmesystem også noget for Jacob Csizmadia og CeramicSpeed, som med det nye domicil i alt får 5.000 kvadratmeter.

- Vi tror mere på fjernvarme, og så er det lettere at drifte frem for et gasfyr med service på. Det er lettere bare at få vand ind og ud af huset, så det glæder vi os meget til, siger han.

En glæde, mange flere i området i den kommende tid vil kunne få del i. Vestforsyning står nemlig overfor en større udbredelse af fjernvarme til forbrugere, som i dag får varmen via naturgas.

- Vi arbejder lige nu på at få nok tilmeldte, og det er meget tæt på, forklarer Henrik Bøgh Nielsen, som er energichef hos Vestforsyning.

- Spørgsmålet er ikke, om der kommer fjernvarme i området, men hvornår, og det afhænger af, hvornår vi får de sidste tilmeldinger, tilføjer energichefen.

 

Skriv til denne mail, hvis du ønsker at høre mere: tilbudomfjernvarme@vestforsyning.dk

 

Se kort over området samt en tidsplan for arbejdet ved at klikke her og søge på Nørgårdsvej