Lone har nu været hos Vestforsyning i 45 år: - Jeg drømte faktisk om at blive buschauffør…

13. juli 2023, kl. 15:20

Som 18-årig trådte Lone Hauge Ramsgaard for første gang ind ad døren hos det, der i dag hedder Vestforsyning. Og her blev hun. Nu er hun 63 år og kan 1. august fejre 45-års jubilæum.

- Jamen, det er jo helt vildt.

Sådan lyder Lone Hauge Ramsgaards umiddelbare reaktion, når man spørger, hvordan det er at tænke på, at hun nu har været ansat 45 år hos Vestforsyning.

- Man havde da ikke forventet, at man skulle blive i så mange år, da man startede. Dengang var verden jo stor og åben, men jeg har haft det godt.

Nu, vi er hoppet en lille tur i tidsmaskinen, kan vi lige så godt kigge os omkring, for ”dengang”, som Lone Hauge Ramsgaard siger, var i 1978, hvor Vestforsyning slet ikke hed Vestforsyning.

De Kommunale Værker var navnet og adressen Helgolandsgade i centrum af Holstebro.

- Vi var i et parcelhus, der var bygget om. Det var noget med en lang, smal gang i midten og nogle værelser og stuer, som var lavet om til kontorer, fortæller Lone Hauge Ramsgaard:

- Der er ikke så mange tilbage fra dengang. Jeg er den ældste eller i hvert fald den med længst anciennitet.

At det lige blev Vestforsyning, Lone Hauge Ramsgaard trådte ind hos for nu 45 år siden, er faktisk lidt en tilfældighed.

 

Den gyldne kombination

Holstebro Kommune søgte i slutningen af 1970’erne det, Lone Hauge Ramsgaard kalder ekstraordinære EFG-elever.

- Der var stor arbejdsløshed dengang, så jeg tror, det var en del af en kommunal indsats for at få de unge i arbejde, forklarer hun:

- Jeg havde søgt hos postvæsenet, hos revisorer og alt sådan noget, men så fortalte min far, som var bademester, hvilket var en del af det kommunale system, at han havde hørt, at kommunen søgte elever.

Sådan en blev Lone.

Hun begyndte med et år på handelsskolen, før to års elevtid i Helgolandsgade kunne indledes.

18 år var hun, da eventyret begyndte.

Var det her lige, hvad du gik og drømte om dengang?

- Jeg kan huske, at jeg også godt kunne tænke mig at være buschauffør, og så gik jeg op i heste, men det var mere barnedrømme, svarer Lone Hauge Ramsgaard:

- Jeg kunne rigtig godt lide at arbejde med tal og havde stor lyst til at komme på kontor. Siden jeg var barn, har jeg haft dårlig ryg, så jeg skulle også finde noget, der ikke var for fysisk.

 

Den ”farlige” computer

De Kommunale Værker, som Lone Hauge Ramsgaard nu var en del af, opererede med vand, varme og el, og på kontoret i Helgolandsgade foregik det med skrivemaskine og i hånden.

- Vi fik først en computer i slutningen af 1980’erne, fortæller hun:

- Det var en stor maskine, som stod henne i et hjørne. Jeg kan huske, at vi i 1990’erne syntes, at dem, der sagde, at vi alle en dag ender med at få sådan en, var bindegale.

En bekymring var også, hvad medarbejderne skulle lave, hvis det hele pludselig blev gjort af en computer.

- Men der er jo kommet andre opgaver til. Verden er mere kompleks i forhold til dengang. Der er hele tiden blevet bygget på, når det kommer til budget, regnskab og bogføring, siger Lone Hauge Ramsgaard.

Hvad angår titler, så var den første i 1980, da elevtiden var ovre, kontorassistent. Siden har Lone Hauge Ramsgaard været overassistent, fuldmægtig, afdelingsleder og nu økonomikonsulent.

Et helt arbejdsliv, som dog ingenlunde er slut, samme sted.

 

Mormor til syv

Har du aldrig haft lyst til at prøve noget andet?

- Selvfølgelig har der været perioder, hvor man synes, det har været træls. Det tror jeg, alle prøver, og der var også nogle år, hvor der var lige rigeligt drøn på, svarer Lone Hauge Ramsgaard:

- Men jeg synes, det er spændende, og det er rart at kunne sige, at der er nogle, som har brug for en.

Faste rammer skal man ikke kimse ad, hvis man spørger Lone Hauge Ramsgaard, som er vokset op i Mejrup og siden 1979 har boet, hvor hun bor i dag med sin mand lidt uden for Mejrup.

Hvad bruger du tiden på, når du ikke er her?

- Jeg er mormor til syv, kommer det hurtigt fra Lone Hauge Ramsgaard, som har tre døtre.

- Så har vi et hus på landet med lidt jord til. Det er ikke, fordi vi er havemennesker, men vi har lavet en stor frugthave med 49 frugttræer. Det går vi og pusler med i det omfang, vi kan holde til det.

Hvordan skal jubilæet fejres?

- Jeg er da stolt af, at jeg har nået at arbejde her så længe, men man behøver ikke gøre det helt store nummer ud af det, siger Lone Hauge Ramsgaard, som dog har fortalt børnene det:

- Jeg synes jo, der er noget værdi i, at man har nogle medarbejdere med faglig og menneskelig erfaring, som måske kan fortælle lidt om alt det, der er sket i virksomheden.

Går du efter de 50 år nu?

- Det må vi se. Jeg vil i hvert fald ikke på afvikling endnu, svarer Lone med et smil.