13. juni 2023, kl. 18:46
47 projekter fandt vej gennem nåleøjet, da der tirsdag blev givet støtte til lokale talenter og foreninger fra Vestforsynings initiativpulje.
Musikskolen i Holstebro dannede tirsdag d. 13. juni ramme om årets første uddeling af støtte fra det lokale multiforsyningsselskab Vestforsynings initiativpulje.
Det er første gang, receptionen, hvor talenter og foreninger modtager det synlige bevis for, at de har fået støtte, holdes uden for huset, men bestemt ikke den sidste.
- Det er en stor fornøjelse at møde alle jer engagerede mennesker, der på hver sin måde gør noget særligt, enten for jer selv eller for andre, lød det fra bestyrelsesformand i Vestforsyning Pernille Bloch:
- Det er imponerende, hvor mange spændende initiativer, vi har her i Holstebro Kommune, og jeg ved, at vores støttekomité har været på hårdt arbejde.
Vestforsyning har i denne ansøgningsrunde modtaget ikke mindre end 123 ansøgninger. 47 af dem fandt vej gennem nåleøjet.
De 47 projekter spænder bredt, hvilket vil sige lige fra støtte til enetimer i dans over havfruehaler og til et shelter, som skolebørn kan bruge i arbejdet med biodiversitet.
Et kæmpestort arbejde
Siden opstarten i 2014 har Vestforsyning via initiativpuljen givet støtte til flere end 600 projekter. I runde tal svarer det til knap 4,5 millioner kroner.
- Jeg er stolt over, at vi som det lokale forsyningsselskab kan være med til at støtte jer i det store stykke arbejde, I alle sammen yder, sagde Pernille Bloch til de fremmødte ved tirsdagens reception:
- Uanset om det er en forening, en klub, eller du har søgt som privatperson, ved vi, at der ligger et kæmpestort arbejde og mange timer bag de projekter, I hver især kommer med.
Vestforsyning ønsker med initiativpuljen at bidrage aktivt til lokalsamfundet. Puljen er skabt for at fremme breddeidræt, talentudvikling, uddannelse og fællesskaber m.v. i Holstebro Kommune.
Der kan søges hele året. Minimum 2.000 kroner. Maksimum 50.000 kroner.
To gange årligt – 1. april og 1. oktober – samles de indkomne ansøgninger, og de mest kvalificerede projekter bliver vurderet og udvalgt af en uafhængig støttekomité.
Klik her og se hele listen af støttemodtagere