24. marts 2020, kl. 14:30
Vestforsyning i Holstebro er klar til at hjælpe kunder, der kommer i økonomisk klemme under Corona-krisen.
Hvis man som erhvervskunde bliver nødt til at lukke virksomheden ned eller nedsætte sit aktivitetsniveau under Corona-krisen, tilbyder Vestforsyning at tilpasse de kvartalsvise acontobetalinger, så det svarer til den nedgang, der vil være i det faktiske forbrug.
Det er nok især de små og mellemstore virksomheder, der med øvelsen kan få lidt mere luft i økonomien.
- Vi ønsker at støtte vores erhvervskunder i en tid med ekstraordinære udfordringer. Så derfor tager vi gerne en snak med alle, som har behov for, at vi tilpasser deres acontobetalinger, siger Vibeke Lundager Nielsen, der er kundeservicechef i Vestforsyning.
Derudover kan der indgås individuelle betalingsaftaler mellem den enkelte kunde og Vestforsyning. Det almindelige gebyr, som normalt opkræves ved indgåelse af en betalingsaftale, suspenderes frem til og med den 1. maj 2020. Dette tilbud gælder også for private, som kan have brug for en anden betalingsplan hen over krisen. Vi fremsender de nye regninger medio april.
-Løsningerne er individuelle, så har du som virksomhedsejer brug for at få tilpasset acontobetalingen eller behov for indgåelse af en betalingsaftale, kan du kontakte Kundeservice på telefon 9612 7460 i tidsrummet kl. 09.00 – 12.00 eller pr. mail på kundeservice@vestforsyning.dk.
Har du som privat person behov for en betalingsaftale, som kan hjælpe dig hen over krisen, så kontakter du ligeledes Kundeservice som anvist ovenfor.
Udover tilpasning af acontobetalinger mm. har vi besluttet at følge eksemplerne fra flere andre forsyningsselskaber om at fremrykke betaling til leverandørerne. Det betyder, at de fakturaer som modtages nu, vil blive betalt så hurtigt som de bliver valideret og godkendt. Hermed håber vi at kunne hjælpe de virksomheder, som er udfordret på likviditet og driftskreditter så meget som muligt, udtaler bestyrelsesformand Nils Ulrik Nielsen.
Vestforsyning er et multiforsyningsselskab som forsyner sine kunder med både el, vand, varme og spildevand.
Telefon: 9612 7460 mellem kl. 09:00-12:00 mandag – fredag
Mail: kundeservice@vestforsyning.dk
Skriv til os