01. juni 2017, kl. 12:35
Vestforsynings Initiativpulje har fordelt 235.000 kroner ved den halvårlige uddeling af sponsorstøtte til lokale initiativer
35 lokale ildsjæle fik gennemsnitligt knap 7000 kroner i sponsorstøtte, da Vestforsynings Initiativpulje forestod den halvårlige uddeling af sponsormidler. Støtten er meget bredt fordelt, både geografisk i hele Holstebro Kommune, og til en meget bred vifte af forskellige initiativer inden for kultur, idræt og uddannelse.
Vestforsynings bestyrelsesformand Nils Ulrik Nielsen bemærker med tilfredshed, at puljen synes at være blevet kendt i lokalområdet.
"Vi har endnu engang fået rigtig mange ansøgninger. Det er en stor fornøjelse at se den idérigdom, og de mange gode idéer og projekter, som trives rundt i hele Holstebro Kommune. Og i Vestforsyning er vi glade for, at så mange har fået øjnene op for initiativpuljen, så vi kan hjælpe hinanden," siger Nils Ulrik Nielsen.
Foruden en række foreninger har Vestforsyning denne gang modtaget flere ansøgninger fra enkeltpersoner. Det kan være lærlinge og studerende, som savner tilskud til projekter, eller musikere, sangere, dansere og idrætsudøvere.
En af ansøgerne er 16-årige Helena Rosendahl Bach fra Holstebro Svømmeclub. Hun har fået 10.000 kroner i tilskud til videreudvikling af sit meget lovende talent. For nylig var den dobbelt-nordiske juniormester til stævne i Wien og om få uger rejser hun for tredje gang til EM for juniorer.
"Det er desværre meget dyrt at deltage i stævner og træningslejre. Og man kan ikke passe et fritidsjob, hvis man vil være idrætsudøver på topniveau, så det er vigtigt, at der findes sponsorer som Vestforsyning, der kan hjælpe én," siger Helena Rosendahl Bach.
Efter sommerferien rykker svømmetalentet op i seniorrækken og skal blandt andet kæmpe for udtagelse til EM i svømning, der afvikles i København til december. Lykkes det er næste mål OL i Tokyo om tre år.
Vestforsyning modtager ansøgninger til Initiativpuljen hele året. To gange om året bliver ansøgningerne samlet og vurderet af en ekstern bedømmelseskomite af lokale eksperter inden for kultur, idræt, uddannelse og erhverv, som indstiller projektforslag til støtte fra Vestforsyning.
"Initiativpuljen er blevet en vigtig del af markedsføringen af Vestforsyning :Sinus El. Vi sælger lokal el, og en vigtig del af have en lokal identitet er, at man bakker op og hjælper hinanden i lokalområdet. Vi hører fra mange el-kunder, at de værdsætter Vestforsynings Initiativpulje og af netop den grund gerne vil vælge os som lokal el-leverandør. Derfor giver det også mening at fortsætte puljen," siger Nils Ulrik Nielsen.
Læs mere om Initiativpuljen og ansøg online her
Vestforsynings Initiativpulje