Hvis du har en cirkulationspumpe på dit varmeanlæg, så har den ét af følgende formål:
1. Gulvvarme med blandesløjfe
Pumpen sørger for cirkulation af varmen rundt i gulvvarme-kredsene. Pumpen bør være en "energisparepumpe", som automatisk regulerer op/ned i henhold til det aktuelle behov. Pumpen bør kun være i drift, når mindst én af gulvvarme-kredsene kalder på varme. Dette kan styres automatisk via de nyeste gulvvarme-styringer.
2. Varmeanlæg med inddirekte fjernvarme
En varmeveksler adskiller fjernvarme fra varmeværket med centralvarmen i huset. Dette kræver en pumpe til at cirkulere varmen rundt i huset. Pumpen bør være en "energisparepumpe", som automatisk regulerer op/ned i henhold til det aktuelle behov. Pumpen bør kun være i drift, når der er varmebehov. I sommerperioden bør pumpen således stoppes, og samtidig skal der lukkes for sommerventilen på varmevekslerens primære side (fjernvarme-tilslutningen).
3. Varmeanlæg med klimastyring og blandesløjfe
Pumpen sørger for at cirkulere varmen rundt i huset. Klimastyring er et krav til alle nye varmeinstallationer og kræves også i forbindelse med større ombygninger af eksisterende varmeanlæg. Klimastyringen sørger for at tilpasse temperaturen på varmen i huset i henhold til aktuel udetemperatur. Endvidere kan en klimastyring programmeres til at reducere temperaturen i huset (natsænkning), hvorved der kan opnås yderligere varmebesparelser.
4. Cirkulation af varmt brugsvand
Det er oftest i større huse, hvor der er langt mellem vandhanerne/tapstederne i huset, og at der derfor er installeret en cirkulationsledning med tilhørende pumpe på det varme vand. Dette har til formål at have det varme vand til rådighed hurtigt - uden først at skulle spilde en masse lunkent vand ud i afløbet. Pumpen bør kun være i drift ved behov, hvorfor den bør være forsynet med termostatstyring eller urstyring, således at pumpen er stoppet om natten og når man ikke er hjemme. Disse funktioner er indbygget i de nyeste type pumper til dette formål.
De nye "energisparepumper" har en automatisk funktion, hvor pumpen selv finder ud af det aktuelle tryk/flow, der er behov for i den aktuelle driftssituation. Dette giver et lavere strømforbrug til pumpen samt mindre støj i varmeanlægget.
Din cirkulationspumpe sidder typisk i din kælder, bryggers eller i et teknikskab.
I et én-familiehus er der installeret en cirkulationspumpe til det varme brugsvand. Pumpen har en termostat og urstyring, så cirkulationspumpen er i drift 8 timer i døgnet i tidsrummet kl. 6.00-8.00 og igen kl. 16.00-22.00.