Her er de gode råd, når frosten for alvor bider i rørene

Vi har samlet en række anbefalinger, så du er bedst muligt klædt på i kampen mod kulden.

Det kan nemlig være en hård omgang for rør med vand i. 

Hvor kommer vandet ind?

Når dagsfrosten sætter ind, skærper du opmærksomheden.

Sådan lyder første råd, når det kommer til risikoen for frostsprængte rør.

Du skal være særligt opmærksom på området, hvor du har indføring af vand i huset og din vandmåler.

Første prioritet er altid at holde dette område frostfrit.

Isolering er ikke altid nok

I nyere huse sidder vandmåleren som regel indenfor i baggang eller lignende.

Lunt, godt og beskyttet mod frost.

I mange, ældre huse lavede man tit installationen ude i garagen eller i et redskabsrum.

Er måler og indføring af vand at finde i et uopvarmet rum, er det ikke nok med indpakning.

Der skal en varmekilde til. Isolering kan - i længden - ikke gøre det alene.

Opvarmning

En varmekilde kan i denne sammenhæng være en lille radiator eller en elblæser.

INGEN ÅBEN ILD AF NOGEN ART.

Det er bekosteligt at lave om på målerens placering samt indføring af vand.

Hvis du har vand og fjernvarme samme sted, kan varmen fra fjernvarmerørene bruges i stedet.

Fjernvarmerørene er ofte pakket ind for at spare på energien. Her kan lidt varmespild være godt givet ud.

Hold kulden ude

Er din vandmåler samt indføring af vand inde i varmen, skal kulden blot holdes ude.

I en baggang, hvor døren holdes åben for kat eller hund, kan det faktisk godt fryse.

Så hold døre og vinduer lukket og lad varmen blive på – også selv om du tager væk i en længere periode.

Ellers kan det gå galt, når først frosten bider til.

Reager, hvis det fryser til

Har du en vandhane eller en bruser, som vandet ikke længere vil ud af, så reager.

Kulden kan have frosset vandet i røret, og når det tør, kan du ikke vide, om røret er helt eller revnet.

Er det revnet, får du vandskaden, hvis ikke du er forberedt.

Vandet kan jo lige så godt begynde at pible fem minutter efter, du er taget på arbejde eller weekendtur.

Få en mail, hvis vandet løber

Hold øje med, at vandet kan komme ud alle de steder, det skal, når frosten har sat sig.

Er du i tvivl eller utryg, så kontakt en VVS-installatør. Du er selv ansvarlig for alt på egen matrikel.

Luk og tøm

Alle udendørs haner, som ikke er frostsikre, skal lukkes og tømmes, når nattefrosten melder sig.

Lad hanen stå åben, når du lukker for vandet til den, så der er tømt ud i rørene.

Rør i en skunk eller andre kolde områder skal holdes varme.

Sørg for at have varme på i alle rum ud til skunken, ellers fryser vandet i rørene.

Luk ned og tag alt vandet af i sommerhuset, hvis det ikke skal bruges før til foråret igen.

Skal det bruges, er du nødt til at have varme på og holde øje med temperaturen i huset.

Har du flere spørgsmål?

Vi hjælper hos Vestforsyning gerne med svar.

Kontakt os her