Tiemen ville gerne i retning af den grønne omstilling og tog derfor et sats…

02. april 2024, kl. 13:45

Vestforsyning blev valget, da 31-årige Tiemen Oenema skulle i et fem måneder langt praktikforløb, og det selv om han hver dag skulle tage turen hele vejen fra Silkeborg.

Hverken hans navn eller den uddannelse, han lige nu er ved at afslutte, hører til i den mundrette kategori.

Tiemen Oenema knokler på med det sidste år, inden han kan kalde sig Business Development Engineer.

En tre og et halvt år lang uddannelse, hvor den 31-årige silkeborgenser har valgt at tilbringe fem af månederne i Vestforsynings udviklingsafdeling.

Det gjorde han i et praktikforløb, som sluttede ved årsskiftet.

Hvad han og ikke mindst vi hos Vestforsyning fik ud af det, kommer vi til.

Først skal vi lige have opklaret et par ting.

Hvor kommer det navn egentlig fra?

- Holland, svarer Tiemen hurtigt.

- Jeg har boet i Danmark, siden jeg var fem år. Mine forældre flyttede hertil for at blive landmænd, ligesom alle andre hollændere, der er heroppe efterhånden, tilføjer han med et smil.

Forældrene flyttede dengang til Silkeborgområdet, hvor Tiemen Oenema også bor i dag, så der er blevet kørt nogle kilometer frem og tilbage i de fem måneder til og fra Vestforsyning.

Lidt af et sats

Turen til Holstebro og særligt Nupark, hvor Vestforsyning holder til, var dog ikke ukendt for Tiemen, der oprindelig er uddannet jordbrugsteknolog og har arbejdet flere år med salg og rådgivning i landbruget.

Et felt, han ønskede at få udvidet lidt og det gerne i retning af den grønne omstilling.

Derfor begyndte han i 2021 på uddannelsen til Business Development Engineer.

- På dansk hedder det forretningsingeniør, og det er en blanding af det tekniske og det mere kommercielle, forklarer Tiemen Oenema:

- Du lærer nok ingeniørmæssigt til at kunne snakke med om det faglige, og så har du også økonomi- og udviklingsdelen med.

Tiemen arbejdede ved siden af sin uddannelse hos DLG, som har til huse i Nupark, og her så en kollega i foråret 2023, at Vestforsyning søgte en udviklingskonsulent.

Altså sådan en, som Tiemen Oenema var i gang med at uddanne sig til.

- Det var lidt et sats, men jeg gav det et skud, og der må man sige, at Vestforsyning var både åben og frisk, for jeg kom jo og var ikke færdiguddannet, fortæller han.

PtX fristede også

I praktikperioden fik Tiemen lov at beskæftige sig med et meget konkret projekt angående solceller på Vestforsynings tage.

Han kom ind over klimarapportering, og så kom digitalisering også til at fylde en del.

- Jeg har lært en masse om, hvordan forsyningsbranchen er, hvordan det er at arbejde med projekter og business cases og så det her med at skulle fremlægge ens arbejde for ledelsen, siger Tiemen Oenema.

Han nåede blandt andet at lave det, han selv kalder en ”teaser” for, hvordan Vestforsyning kan komme til at arbejde endnu mere med de data, der bliver samlet ind i virksomheden.

- Mit projekt var et bud på, hvordan man kan gøre det på det rent menneskelige plan. Hvilke ændringer der skal til i kulturen, hvordan man får det implementeret, og hvilke kompetencer der skal bruges.

Nu har Tiemen så resten af 2024 til at få gennemført sidste semester af sin uddannelse samt skrevet sin bachelor.

- Noget af det, der også lokkede hos Vestforsyning, var, at jeg vidste, de var godt i gang med PtX og alt det nye, fortæller Tiemen her til sidst:

- Jeg havde en fornemmelse af, at Holstebro var ret langt i udviklingen, når det kommer til alt det grønne med sol og vind, så det var et godt sted for alvor at blive introduceret til den verden også.

 

LÆS OGSÅ:

Frederik er ikke i tvivl: - Jeg vil klart anbefale det til andre studerende