08. november 2024, kl. 09:55
Vestforsyning El har den seneste tid oplevet væsentligt mere aktivitet på telefoner og i mailbokse end sædvanligt. Årsagen kan du se her.
Det begyndte lige så stille for nu godt en uge siden.
Telefonen ringede mere og mere, og aktiviteten i mailboksene bare steg og steg.
- Vi har sådan set oplevet travlhed på både telefoner og i mailbokse lige siden, fortæller Vibeke Lundager Nielsen, der er kundeservicechef hos Vestforsyning.
De, der ringer og skriver, vil høre om strøm. Altså den strøm, som Vestforsyning El kan levere til din og min husstand.
- Vi har indtil nu fået cirka 25 gange flere kundehenvendelser på ugebasis, end vi plejer. Det er mange for os på så kort en periode, siger Vibeke Lundager Nielsen.
Mange af opkaldene kommer fra Sjælland og den vej over, som Vestforsynings kundeservicechef formulerer det.
- De fortæller, at de gerne vil have os som el-leverandør, fordi de har set os i en test, som Forbrugerrådet Tænk har udarbejdet og offentliggjort for ganske nylig, forklarer Vibeke Lundager Nielsen.
I den test - som kan ses i sin fulde længde på www.taenk.dk – ligger to af Vestforsynings el-produkter helt i top, mens de øvrige to el-produkter er at finde inden for top-20.
Nu vil nogle måske undre sig over, at et lokalt multiforsyningsselskab som Vestforsyning bliver opsøgt af nye kunder helt fra Sjælland.
Det er der dog ingen grund til, for Vestforsyning El leverer strøm i hele Danmark.
- Vi bliver beskrevet som et ordentligt selskab. Det er ud over en konkurrencedygtig pris begrundelsen for, at de har valgt os, fortæller Vibeke Lundager Nielsen om de mange nye kunder.
En besked, hun bestemt ikke er ked af.
- Det er rigtigt dejligt at blive anerkendt for den indsats, vi gør. Vi kan jo se, at det faktisk bliver påskønnet af kunderne, at vi er reelle og ordentlige.
Se Vestforsynings el-produkter på www.vestforsyning.dk/el - eller ring på telefon 9612 7460.