Omkørsel på grund af asfaltarbejde i krydset nær Bilka

03. april 2024, kl. 14:10

Fra i morgen torsdag klokken 05 og til torsdag eftermiddag klokken 14 skal der asfalteres i krydset Hjermvej/Nyholmvej/Lundholmvej.

Der vil derfor være omkørsel i krydset, som ligger nær blandt andet Bilka.

Skærtorsdag og langfredag i påsken blev der gravet fjernvarmerør ned i krydset. Det er på grund af det arbejde, at der nu skal ny asfalt på dele af vejen.

Under asfaltarbejdet torsdag 4. april vil man stadig kunne køre fra Ringvejen, ind på Hjermvej og derfra dreje ned ad Nyholmvej for så at ende i området, hvor blandt andet Bilka har til huse.

Du vil omvendt ikke kunne køre ligeud eller svinge til venstre i krydset og ind ad Lundholmvej, hvis du kommer fra Ringvejen og ad Hjermvej.

I stedet skal du på en lille tur rundt med Nyholmvej (se kort), ud på Hjermvej igen, for så at dreje ind ad Lundholmvej ud for Arla.

Vestforsyning står for arbejdet, som udføres af lokale entreprenører. Der vil være skiltning i området.

Vi beklager de gener, arbejdet vil medføre for trafikken i området.