28. november 2024, kl. 19:03
Trænerteamet bag fodboldholdet FC Fri Special i Nr. Felding løber i år med Vestforsyningsprisen og de 25.000 kroner, som følger med.
De står bag et helt særligt fodboldhold, og det skal der altså nogle helt særlige mennesker til.
Charlotte Libergren Nielsen, Emma Holmstrøm, René Sørensen og John Olsen fik torsdag overrakt det synlige bevis på, at de er vinderne af Vestforsyningsprisen 2024.
De fire frivillige fodboldtrænere står bag FC Fri Special, som med deres egne ord er et fodboldhold for alle slags børn med diverse udfordringer.
Holdet holder til i Nr. Felding, hvor de netop har afsluttet deres niende sæson på græs, og der er altså sket ting og sager i årenes løb.
- Da vi begyndte, var der otte børn. Her i foråret var vi helt oppe på 25 spillere, fortæller John Olsen, som oprindelig startede FC Fri Special sammen med René Sørensen.
Der er både piger og drenge iblandt, og aldersspændet går lige fra 8 til 19 år.
- Nogle gange doserer og grupperer vi efter niveau. Andre gange fokuserer vi på det sociale, og så spiller de sammen med deres venner, selv om der kan være stor niveauforskel, forklarer John Olsen.
Det vigtigste for de fire trænere hos FC Fri Special er, at alle skal kunne være med uanset udfordringer.
- Vi forsøger at skabe nogle rammer, så vi kan spille noget fodbold på det niveau, de forskellige nu engang har, siger René Sørensen, der ligesom John Olsen selv har en dreng på holdet.
- Spillerne her skal opleve, at de går til fodbold ligesom deres bror eller søster kan. Uden tanke på, at de har nogle udfordringer. Alle kan rummes, tilføjer John Olsen.
Den fysiske såvel som den sociale udvikling er i fokus på det helt særlige fodboldhold i Nr. Felding.
- Der er en helt anden social sammenhængskraft mellem børnene qua det her, fortæller René Sørensen, og John Olsen fortsætter:
- De udvikler en ekstrem rummelighed. De er faktisk bedre til at rumme skævheder end ”normale” børn.
Trænerteamets drivkraft er ifølge John Olsen, at de både kan se og mærke, at de gør en forskel.
- Og når man så også kommer hjem med mere energi, end man tog afsted med, er det jo bare fedt, siger han.
De fire træneres indsats for FC Fri Special ville Nr. Felding Borgerforening gerne belønne med et rigtigt stort skulderklap.
Borgerforeningen valgte derfor at indstille trænerteamet til Vestforsyningsprisen og de 25.000 kroner, som følger med.
Blandt i alt 57 indstillinger fandt de vej gennem nåleøjet og blev derfor torsdag hædret ved en reception på det tidligere sygehus i Holstebro.
- Vi har hørt fra flere forældre, hvor stor betydning det her har for deres børn, og hvor meget de ser frem til tirsdag, hvor de skal til fodbold, fortæller Sara Axelsen fra Nr. Felding Borgerforening:
- De her trænere har en forståelse for børnene. Det kan man mærke, og så har de bare virkelig gjort det megagodt ved at skabe det her fællesskab, børnene kan få lov at være en del af.
Ved torsdagens reception blev der også uddelt støtte fra Vestforsynings Initiativpulje. I alt 52 projekter fik støtte for godt 268.000 kroner.
Læs mere om Vestforsyningsprisen HER
Fotos: Anders Trærup