17. februar, 2025
Vi har i ly af vinteren fået sat solceller op på vores vandværk i Vinderup og vores erhvervsbygning ved Nupark i Holstebro.
Det bliver kaldt to mindre solcelleanlæg, som er dimensioneret efter at kunne dække en del af behovet helt lokalt.
Sådan forklarer Jakob Steg, som er udviklingskonsulent hos Vestforsyning i hvert fald det, der er sket på to af vores tage i den seneste tid.
Solceller er blevet lagt fint og flot på taget af Vinderup Vandværk og Vestforsynings erhvervsbygning, som ligger overfor Nupark i Holstebro.
Begge steder er strømmen fra solcellerne tiltænkt bygningen, de ligger på, og cellerne sat op for at kunne bidrage til den grønne omstilling.
I Vinderup sidder solcellerne helt konkret på taget af et pumpehus, som har et nogenlunde stabilt forbrugsmønster.
- Det bliver ikke 100 procent selvforsynende med grøn strøm fra solcellerne. Realistisk set vil jeg mene, at solcellerne i Vinderup vil kunne dække 20-25 procent af forbruget, fortæller Jakob Steg.
Når de nye solceller har været i brug i nogen tid, vil der blive fulgt op på, om det giver mening, også rent økonomisk, at sætte solceller på vandværkets anden bygning i Vinderup.
På Vestforsynings erhvervsbygning, som blandt meget andet huser vores kundeservice, er der i modsætning til i Vinderup fladt tag.
De nye solceller er derfor ikke lige til at se. Dem, man kan se stå skråt på taget, har lidt år på bagen, så de nye er vist det, vi godt kan kalde en opgradering.
- Anlægget her er lidt større end i Vinderup, hvor det maksimale, vi kan hive ud af solcellerne, er 25 kilowatt, forklarer Jakob Steg om det, der også kaldes inverter-kapacitet.
- På vores bygning ved Nupark er inverter-kapaciteten 30 kilowatt.
Mens vandværket i Vinderup har en nogenlunde konstant forbrugskurve, er det lidt anderledes med vores erhvervsbygning, som til hverdag har godt med aktivitet i dagtimerne.
Om natten, når folk er gået hjem fra arbejde, er der til gengæld ikke det store forbrug ud over elbiler, som er sat til opladning.
Forventningen til solcellerne på vores erhvervsbygning er, at de vil kunne dække cirka 20 procent af bygningens behov for strøm.
Til forskel fra i Vinderup er der opsat batterier, der kan ”opsamle” overproduktion af strøm i løbet af dagen, som så i stedet kan bruges, når solen er gået ned.
- Vi gør det her for at blive grønnere og for at få mere viden om solenergi, siger Jakob Steg:
- De solceller, vi har, er ti år gamle, og der er altså sket meget siden dengang.
Den nylige opsætning af solceller i Vinderup og på vores erhvervsbygning er tænkt som et pilotprojekt.
- Vi har flere vandværker rundt i kommunen, vi har spildevandsanlæg og i det hele taget rigtig mange bygninger med et stabilt forbrug af strøm, fortæller Jakob Steg:
- Vi skal bruge det her til at se, hvor det giver mening for os at bruge solceller.