06. november, 2025
I forbindelse med arbejdet vil vi skulle afbryde vandforsyningen til Tvis og en del af Mejdal. Tjek, om du er tilmeldt vores sms-service, så du får direkte besked, når det sker.
Hvis du kommer forbi på Prins Buris Vej i Mejdal ved Holstebro, kan du næsten ikke undgå at se arbejdende og lige nu gravende folk i vejsiden.
Det er os hos Vestforsyning, som er i gang med at skifte et vandrør.
Vi har været i gang siden slutningen af oktober og er nået i mål med at få ”skudt” et nyt vandrør ind under åen, som løber under Prins Buris Vej.
- Det eksisterende vandrør går over åen og dermed lige under asfalten i vejen, fortæller Jacob Lange, som er montør hos Vestforsyning.
- Det er praktisk talt kun asfaltlaget, som dækker vandrøret, og det er ikke så hensigtsmæssigt, tilføjer han og forklarer, at det for eksempel gør det svært at komme til at skifte røret.
Vi var derfor nødt til at lave en midlertidig reparation – en bandage, som det også kaldes – tilbage i september, hvor vi havde et brud på røret.
Nu er en mere permanent løsning så undervejs, og arbejdet handler aktuelt om at få gravet ud til det sidste stykke, nye vandrør op mod Mejdal.
Herefter skal det vandrør, som er skudt ind under åen med en styrbar underboring, kobles på de nye rør, som bliver lagt på hver sin side af åen.
Når det er sket, skal de nye vandrør skylles igennem, så vi er sikre på, at vandet er rent, før det kommer ud til forbrugerne.
- Vi skal have taget tre vandprøver, så vi kommer nok til at skylle i en lille uge, siger Jacob Lange:
- Efter skylningen skal det nye rør kobles på det eksisterende system, og for at det kan lade sig gøre, er vi nødt til at lukke for vandforsyningen i nogle timer.
Hvornår det bliver, kan vi endnu ikke sige præcist, men vi melder det ud her på siden og via vores sms-service, så snart vi ved det.
Er du ikke tilmeldt, eller er du i tvivl, om du er tilmeldt vores sms-service, så tilmeld dig på www.sms-service.dk/vestforsyning
Er du tilmeldt og tilmelder dig igen, får du stadig kun én sms, så tøv ej.
Tilmeld dig vores sms-service og få vigtige informationer vedrørende din adresse.