Se tonstungt bygværk blive sænket i Struervej

24. september, 2025

En 24 ton tung betonklods kom tirsdag på plads i vejen lige ud for boligområdet Ringparken i Holstebro.

Det var en af de rigtig store kraner, som tirsdag formiddag havde fundet vej til Struervej i centrum af Holstebro.

Ud for boligområdet Ringparken, hvor Vestforsyning lige nu arbejder, stod kranen klar.

Klar til at løfte et såkaldt bygværk på hele 24 ton på plads i Struervej, som for øjeblikket er gravet op ud for Ringparken (se omkørsel).

Som du kan se i videoen, lykkedes manøvren, og bygværket mangler nu blot at få låg på. Et låg, der i øvrigt bare i sig selv vejer fem ton.

Tirsdagens nedsænkning er lidt af en milepæl i det regnvandsprojekt, som Vestforsyning har haft i gang siden foråret i selve Ringparken.

Helt kort går projektet ud på at få gravet et rør ned på tværs af boligområdet, som kan flytte regnvand fra området ved Struervej og til vores regnvandssystem under Nørrebrogade.

For at det lader sig gøre, skal regnvandet kunne fordeles under jorden, og det er netop, hvad et bygværk kan.

- Nu mangler vi så at få to brønde ned. De er dog knap så store som bygværket, fortæller Søren Ø. Holm, der er projektleder hos Vestforsyning.

Det hele skal så kobles sammen med rør, hvorefter hullet i Struervej kan dækkes til igen.

- Arbejdet går indtil videre planmæssigt, og hvis det fortsætter sådan, er vi færdige i Struervej med udgangen af oktober, siger Søren Ø. Holm.

Når arbejdet i Struervej er slut, skal projektet gøres helt færdigt inde i selve Ringparken.

Læs også:

Vi arbejder os nu ind i Struervej

Derfor er der lige nu et kæmpe hul i Ringparken