04. oktober, 2024
Vestforsyning arbejder lige nu på Færch Torv i Holstebro, hvor en af kommunens to største pumpestationer får skiftet indmad med mere.
Operationen gik, som den skulle.
Sådan lyder konklusionen efter, at den ene af to ret så enorme spiraler eller skruer, om man vil, er blevet skiftet i en pumpestation til spildevand ved Færch Torv i centrum af Holstebro.
Pumpestationen er en af Holstebro Kommunes to største til spildevand, og til den løber cirka 1000 rør fra forbrugere i en stor del af Holstebro by samt opland i retning mod Mejrup og ud ad.
Pumpestationen, som lige nu gennemgår en større renovering, bliver også kaldt et snegleanlæg. Navnet er opstået på grund af de to store spiraler, som fører spildevandet op og videre.
Den nye kæmpesnegl skal nu i gang med arbejdet, så den anden ”gamle” ved siden af også kan blive skiftet.
De to gamle snegle har været i pumpestationen i hvert fald siden 1975 og er derfor ved at være slidte.
Der vil formentlig gå en måneds tid endnu, før nummer to kæmpesnegl også har fået lov at komme på pension og er blevet udskiftet med en ny.
Se arbejdet med at få kæmpesneglen op og den nye snegl ned i videoen her på siden...
HUSK AT RESPEKTERE AFSPÆRRINGEN omkring arbejdet på Færch Torv – også 11. oktober, hvor Holstebro får royalt besøg.
Det er et arbejdsområde og bestemt ikke ufarligt at bevæge sig ind på.
Læs også: To hollandske kæmpesnegle indtager snart Holstebro