INGEN CHLOROTHALONIL-AMIDSULFONSYRE I VESTFORSYNINGS VAND

15. maj 2019, kl. 10:20

Nye analyser bekræfter igen, at Vestforsynings drikkevand ikke indeholder rester af sprøjtemidler på Miljøstyrelsens liste

I april 2019 har Vestforsyning Vand fået udført en række omfattende test af drikkevandet fra selskabets fem vandværker i Holstebro Kommune. Resultaterne bekræfter endnu en gang, at drikkevandet fra Vestforsyning Vand stadig er helt fri for alle kendte sprøjtemidler. Der er ikke påvist chlorothalonil-amidsulfonsyre i nogle af prøverne.

Miljøstyrelsen informerede 23. april 2019 om, at drikkevandet i alle landets kommuner fremover og hurtigst muligt (senest 1. november 2019) skal testes for nedbrydningsproduktet chlorothalonil-amidsulfonsyre. Påbuddet kommer efter at vandværket Ledøje Vandværk i Egedal Kommune på Sjælland konstaterede chlorothalonil-amidsulfonsyre i drikkevandet og herefter blev taget ud af drift. Miljøstyrelsen mistænker stoffet for at være kræftfremkaldende og skadeligt for arveanlæg.

Vil du vide mere?

Se de seneste vandprøver for dit lokale vandværk her.

Se vandanalyser
"Chlorothalonil-amidsulfonsyre har været godkendt i Danmark i perioden fra 1982 til 2000 som pesticid som svampemiddel i hvede, kartofler, ærter, løg, porrer, solbær, ribs og jordbær på friland samt agurker og prydplanter på friland og i væksthus." (kilde: Miljøstyrelsen)

Chlorothalonil-amidsulfonsyre er hermed fjerde sprøjtemiddel som tilføjes listen for vandprøverne. I det seneste års tid er Chloridazon, Triazol og Dimethylsulfamid tilføjet. De fire "nye" stoffer på listen er alle sprøjtemidler, som er forbudt på grund af miljø- og sundhedsmæssige årsager. Og ingen af de fire sprøjtemidler er fundet i Vestforsynings drikkevand.

Såfremt der ønskes yderligere informationer om vandets kvalitet hos Vestforsyning Vand, kan du altid kontakte os på telefon 9612 7300.