Det skal den typiske familie betale i 2026

12. november, 2025

Vestforsynings budget for det kommende år er nu på plads og dermed også, hvad en typisk "Familien Jensen", som vi kalder det, skal betale for varme, vand, spildevand og el.

Du skal lede længe efter de helt store overraskelser, når det kommer til næste års priser for varme, vand, håndtering af spildevand og el hos multiforsyningsselskabet Vestforsyning.

Budget 2026 er nu på plads, godkendt af bestyrelsen, og vi kan dermed præsentere priserne, som de kommer til at se ud for den typiske "Familien Jensen".

Familien Jensen, der er et regneeksempel, bor i et hus på 125 kvadratmeter og har endnu ikke fået købt sig en elbil. De bruger årligt 13.400 kilowatt-timer på varme og 4.000 kilowatt-timer på el.

Vand forbruger Familien Jensen 150 kubikmeter af om året, mens familien ligeledes betaler for afledning af 150 kubikmeter spildevand.
I 2026 skal Familien Jensen betale knap 11.600 kroner for at få leveret fjernvarme. Det svarer til en stigning på 2,1 procent i forhold til den årlige pris i 2025.

Vand stiger med 1 procent i samme periode, så det kommer til at stå Familien Jensen i små 3.400 kroner i 2026, mens spildevand løber op i lige godt 7.600 kroner.

Spildevandet stiger med 3,8 procent i forhold til 2025, hvilket ud over almindelige prisfremskrivninger skyldes et øget behov for at vedligeholde og sikre vores kloaknet.

 

Stabile priser

Nu kommer vi så til el, der i denne sammenhæng er lidt et kapitel for sig.

Vestforsyning har som koncern kun direkte indflydelse på de omkostninger, der vedrører nettarif, abonnement og tillæg.

Kigger vi igen ind hos Familien Jensen, vil disse omkostninger i 2026 beløbe sig i knap 2.300 kroner. Sammenlignet med 2025 er det en stigning på 2,5 procent.

Her skal med store bogstaver bemærkes, at prisen for selve strømmen, øvrige udgifter til Energinet samt ikke mindst elafgiften til staten, som jo forsvinder, ikke er med.

Disse udgifter har Vestforsyning som koncern ikke nogen indflydelse på.

Lægger vi de tal for Familien Jensen, vi reelt har at gøre med, sammen, bliver det samlet set 2,5 procent dyrere at få el, vand, varme og håndteret spildevand hos Vestforsyning i 2026 end i år.

- Vi er rigtig glade for at kunne melde om meget tæt på status quo, når det kommer til næste års priser til vores kunder, siger Christian Hagelskjær, som er administrerende direktør hos Vestforsyning.

- Ud over de generelle prisstigninger i samfundet er det lykkedes at holde vores priser på et stabilt niveau, så nej, der er ikke de store overraskelser at finde i vores budget for 2026, tilføjer han.

 

Se det hele

Lidt er der dog lavet om på. Energistyrelsen valgte tidligere i år at opdatere definitionen på et standardhus og dets forbrug.

Da dette er grundlaget for vores regneeksempel med Familien Jensen, har vi også opdateret i vores regneark, så priserne for både 2025 og 2026 er beregnet ud fra den nye definition.

Her på siden er Familien Jensens udgifter til forsyning, som Vestforsyning koncernen har indflydelse på, samlet i et skema.

Vi har i skemaet også vores bedste bud på, hvad de omkostninger til el, vi ikke har indflydelse på, vil løbe op i til næste år for en Familien Jensen uden elbil.